Tænk dig om, før du kastrerer

06/09-2015

Det bliver mere og mere almindeligt, at man kastrerer hanhunde. Ofte er det dyrlægens første forslag, hvis man har problemer med, at hunden angriber andre hunde, er sexfikseret, er overaktiv eller reagerer manisk på urinlugte.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

Chancen for, at det hjælper, er imidlertid ikke særlig stor. Kastration hjælper kun mod aggression i omkring 60 procent af tilfældene og lidt oftere, når det gælder sexfiksering og stærk interesse for lugte.

Så at vælge kastration er som at skyde gråspurve med kanoner – det er slet ikke sikkert, at det virker.

Mange ulemper

Ændringerne hos en hanhund efter en kastration kan være store og føre mange ulemper med sig, hvis man er uheldig.

Appetitten kan øges ukontrollabelt, så hunden nemt bliver overvægtig. Den bliver madfikseret og virker, som om den er konstant sulten. Den bliver mere rolig, men desværre kan den også blive helt sløv.

Risikoen for problemer med skjoldbruskkirtlen øges – især når hunden bliver lidt ældre. En del andre hanhunde ser den som en tæve og vil forsøge at parre sig med den, og en del tæver vil være aggressive over for den. Der findes også kastrater, som bliver deprimerede.

For meget ’kønspræg’

Årsagen til, at så mange vælger at kastrere deres hanhunde, er, at de er blevet overmaskuline. Gennem de sidste 20-25 år har man præmieret maskuline hanhunde på udstillinger. Hunde, som udstråler maskulinitet, har et såkaldt ’godt kønspræg’ og får derfor bedre placeringer.

Da de fleste opdrættere ikke avler for dem, som skal købe hvalpene, men forsøger at avle hunde, som vil vinde på udstillinger, bliver det dommerne, der bestemmer over avlen. Desværre er det ofte skønheden, der bestemmer, og i den bedømmelse indgår ’kønspræg’ som en vigtig del.

Retfærdigvis skal det siges, at der også er mange dommere, der lægger vægt på en sund kropsbygning, og at hunden opfører sig pænt og roligt.

Overvurderede udstillinger

Skønhedsbedømmelserne på en udstilling burde være det sidste, som man tager hensyn til i avlsarbejdet. Racerelaterede sygdomme, mentalitet og en sund kropsbygning burde være det, som blev præmieret.

I et godt avlsarbejde er det ikke nok at vurdere forældredyrene. Hvis man vil have en fornemmelse af, hvordan hvalpene bliver, skal avlsdyrenes kuldsøskende og nære slægtninge også tages med i bedømmelsen.

Man skal altså ikke vælge at købe en hundehvalp, bare fordi den har forældre, som det er gået godt på udstillinger. Så risikerer man nemlig at få en overmaskulin hanhund.

I stedet skal man vælge opdrættere, som kan bevise, at de lægger vægt på at få hunde, som er sunde og raske både mentalt og fysisk. At få at vide, at hvalpene nedstammer fra en udstillingschampion, ville få mig til at trække mig øjeblikkeligt.

Hundeejere bør ikke tvinges til at betale prisen i form af syge og socialt dårligt fungerende hunde, bare fordi opdrætteren er forblindet af sin succes på hundeudstillinger!

Uetisk bekvemmelighed

Kastration er et indgreb, som kan føre en hel del negative konsekvenser med sig. At kastrere en hund af bekvemmelighed er uetisk.

Desværre bliver det mere og mere almindeligt at kastrere hanhunde, bare fordi de snuser og tisser meget. Eller fordi man gerne vil have en mere rolig hund eller en hund, der er mindre interesseret i andre hunde.

Hvis hunden er for maskulin

Der findes alternativer til kastrering, og det er underligt, at der ikke er flere dyrlæger, som foreslår det.

Det første, man bør prøve, er en kemisk kastration, som jo ikke er definitiv. Hunden får i så fald p-piller eller p-sprøjter med det kvindelige svangerskabshormon progesteron, som har en dæmpende effekt på det mandlige kønshormon testosteron.

Jeg plejer at anbefale piller, så man kan afbryde behandlingen, hvis hunden reagerer unormalt (det sker). Sprøjten virker i cirka tre måneder.

Med en kemisk kastration kan man mere eller mindre se, hvordan hunden bliver, hvis den kastreres. Bruger man denne behandling gennem lang tid, øges risikoen for kræft, så det frarådes at fortsætte.

Der findes også en chip, som man lægger ind under huden, og som også fungerer som kemisk kastrering. Virkningen varer i op til seks måneder. For mange har det været redningen.

Urter kan hjælpe

Der findes en hel del urter, som indeholder mikroskopiske mængder af det kvindelige kønshormon østrogen – såkaldte fytoøstrogener. De dæmper også testosteronets virkninger.

Stofferne findes i for eksempel soja, visse linser og spirer, lakridsrod og humle. De er også kendt fra naturmedicin, der hjælper en del kvinder gennem overgangsalderen.

Johannesurt har samme virkning og kan derudover dæmpe angst og aggression, men det skal gives under tilsyn af en dyrlæge på grund af risikoen for bivirkninger.

Fremtiden

Personligt tror jeg, at fytoøstrogener er fremtidens alternativ, og at det efterhånden bliver dyrlægernes første valg.
Jeg forudser, at vi inden længe vil se de første videnskabelige undersøgelser af naturmidler, der bliver brugt til at dæmpe effekten af testosteron hos vores hanhunde.

Men det må ikke blive løsningen. Den skal stadig komme fra opdrætterne. De skal avle hunde, som hvalpekøberne kan klare, og som ikke udsættes for den unødvendige lidelse, det er at være overseksuel i en verden, hvor der næsten konstant findes tæver i løbetid.

Kilder:

Hallgren, A. Stress, angst og aggression hos hunde. Forlaget Tro-Fast, 2013
Hart, B.L. & Hart, L.A. Canine and Feline Behavior Therapy. Lea & Febiger, Philadelphia, 1985

Læs flere artikler af Anders Hallgren