Minister øger kontrol med dyrevelfærd efter ny rapport

Fødevarestyrelsens kontrolbesøg i 2019 har resulteret i en større andel indskærpelser end året før. Fødevareministeren hæver kontrollen og går i dialog med erhvervet.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oplyser, at cirka hver tredje danske svinebonde eller kvægavler, som Fødevarestyrelsen kontrollerede sidste år, har overtrådt reglerne for dyrevelfærd og modtaget indskærpelser.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens årlige Dyrevelfærdsrapport, som netop er udgivet.

Fødevareministeren vil derfor styrke kontrollen fra de normale ca. fem procent til ti procent for både svine- og kvægbesætninger. Det træder i kraft den 1. august 2021.

Landmænd, der overtræder reglerne, kan derudover se frem til to frem for ét opfølgende kontrolbesøg, som de selv skal betale for. Det koster typisk 4.500 kroner pr. besøg, men vil afhænge af overtrædelsens karakter samt besætningstype.

Af rapporten fremgår det, at de fleste sanktioner i 2019 er givet, fordi dyrene ikke er blevet behandlet forsvarligt og eksempelvis forsømt, hvis de er kommet til skade eller er syge.

Men der er også indskærpelser for mangelfulde optegnelser over dyrenes medicinforbrug eller manglende dokumentation for de lovpligtige dyrlægebesøg.

Læs mere og se hele rapporten her

Vælg bidrag

Vælg det beløb du ønsker at give i bidrag