Hvem skal tage sig af min hund, hvis uheldet er ude? 

Dette spørgsmål stiller mange hundeejere sig, når de tænker på, hvad der skal ske, hvis uheldet er ude: hvis man kommer ud for en ulykke, bliver akut alvorligt syg - eller i værste fald dør.
Mere end halvdelen af Danmarks befolkning bor alene. Der er mange, der vælger at være ”single” - og der er mange - specielt ældre kvinder - der bor alene. Det er jo sådan, at kvinder gennemsnitligt bliver 5 år ældre end mænd.

Mange familiedyr - det være sig hunde, katte, kaniner eller stuefugle - har et godt liv hos en ”single” eller hos ældre, der bor alene. De har ofte god tid til at nyde tilværelsen sammen med et dyr - og mulighed for at gå lange lufteture og ”snakke” med det. I det hele taget: tage sig godt af deres dyr.
Men mange tør imidlertid ikke knytte et dyr til sig for ”hvad nu, hvis…?” - og ”hvem kan tage sig af dem, hvis jeg …?”

Til trods for at Dyrefondet oprettede Sikkerhedstjenesten for mere end 20 år siden, er der stadig mange dyreejere og dyrevenner, der ikke kender til dette unikke sikkerhedssystem for familiens dyr. 

Kort fortalt om Dyrefondets Sikkerhedstjeneste:
Familiedyr bringes - efter ejerens forud bestemte ønsker herom - i sikkerhed, hvis ejeren kommer ud for en ulykke eller bliver akut syg - men der sørges også for de efterladte dyr, hvis ejeren dør.
Og det er endda en sikkerhedsaftale, hvor man ikke skal tænke på økonomien: Det er gratis at være tilsluttet Sikkerhedstjenesten (læs mere, klik her!)


Familiedyr med indbygget netværk

Noget om tryghed for dyreejere - ikke mindst ældre sådanne.

Af Hanne Goldschmidt
Fotos: Greta Liisberg

Dyrefondet er lidt stolt af sin Sikkerhedstjeneste - og ikke med urette. Den har fungeret upåklageligt i over 20 år som et trygt netværk, især ældre dyreejere har været glade for.
Det er godt at vide, at nogen træder til, hvis man bliver syg og ikke kan passe sin hund, kat, kanariefugl eller et andet familiedyr, og at der bliver sørget for ens dyr efter ens død.

Netværket
Vi går jo alle sammen og tror, at ulykker og langvarig sygdom kun er noget, der rammer andre. Men vi ved jo også godt inderst inde, at sådan er det ikke, og at risikoen bliver større, jo længere det er, siden man fyldte 17.
Er man tilsluttet Dyrefondets Sikkerhedstjeneste, har man på et iøjnefaldende sted i sit hjem et skilt, stilet til den instans - læge, politi, brandvæsen eller Falck - som kommer til stede ved pludselig sygdom eller ulykke. På skiltet står, hvem man skal henvende sig til om at tage sig af husets dyr.
Så kontaktes en af Dyrefondets medarbejdere, og sikkerhedsnettet spændes ud med det samme.
Desuden har man i sin tegnebog et dyresikringskort. Der står de samme oplysninger, hvis der skulle ske en noget uden for hjemmet.

De fleste af os, der har dyr, laver nok en ordning med familie og venner om, hvem der skal passe husets dyr i påkommende tilfælde, og det fungerer som regel fint. Men man kan risikere, at ens private netværk er på ferie på Maldiverne, mens man selv ryger på sygehuset med en brækket ankel, og hvad så?

Sikkerhedstjenesten sørger for fuldt betryggende anbringelse af dyret under ejerens akutte sygdom - det være sig i en af ejeren udvalgt god pension eller hos en bekendt eller slægtning.
I tilfælde af død har ejeren ligeledes bestemt, om Dyrefondet skal genanbringe dyret, hvis det er egnet til det (og selv en ældre hund kan få gode år i et nyt hjem, det ved læsernes ærbødige af erfaring), eller man sørger for human aflivning, hvis det er, hvad ejeren har ønsket.

Medlemmer af Sikkerhedstjenesten udfylder nemlig et skema, hvor man skriver, hvilke ønsker man har om dyrets fremtid, også, om man vil have det placeret hos familie eller venner, eller om Dyrefondet helt skal overtage dyret.

Plejeværterne
Når ordningen fungerer så fint, er en af grundene, at der står folk parat til at tage imod sådan et dyr for kortere eller længere tid.
Ruth Larsen i Roskilde er sådan en plejevært. Hun har lige afleveret en Cocker Spaniel, hun passede, indtil den fik et nyt, blivende hjem. Hun havde for kort tid siden mistet en 15 år gammel Cairn Terrier, og ”plejebarnet” fyldte et hul ud.
”Det har helt sikkert hjulpet mig over tabet af Zik,” siger hun.

Hun understreger, at det altid er et stort ansvar at passe andres dyr:
”Hvis man vil passe en fremmed hund, skal man holde af den. Er det for penge - ja, så er man lidt uegnet, synes jeg. Det er jo noget andet end en professionel hundepension, dette her.”
Plejeværterne får selvfølgelig deres udgifter ved dyreholdet dækket - herunder dyrlægeregninger - men ikke mere. Plejeværterne er folk, der kan lide dyr og ikke kan undvære dem.

Derfor kan det godt være lidt trist, når ”plejebarnet” rejser, enten til sit eget eller til et nyt hjem.
”Den sidste aften kunne jeg jo ikke lade være med at tænke på, hvordan det skulle gå ham,” siger Ruth Larsen. Men hun mener absolut ikke, at den slags følelser bør ødelægge glæden ved at have dyret, så længe det er der. Hun er i hvert fald parat til at tage mod en ny hund i pleje.

Et godt alternativ til eget dyr
Hun har nemlig gjort op med sig selv, at hun ikke vil have ”fast” hund mere: ”Jeg er ikke ung længere,” siger hun, ”og jeg vil ikke være så bundet, som en hund ville gøre mig.”
Men hun er en af dem, der mener, at det er sjovere at gå tur med en hund end uden. Hun nyder både samværet med hunden og al den gode snak, hun får med andre hundeejere.

”Her i kvarteret er hundene så sociale,” siger hun, ”og det smitter af på menneskene. ”
Hun vil gerne anbefale ældre, der ikke længere mener, de kan have deres egen hund, men alligevel savner den, at gøre som hun og ”låne” en.
”Det er et godt alternativ,” siger hun. ”Men det kræver selvfølgelig, at man er rask og rørig og kan magte den hund, man får. Jeg selv vil fx ikke have en stor hund i pleje. Det ville blive for utrygt både for den og for mig.”

Her indskyder en af Dyrefondets medarbejdere, at man ikke helt sjældent oplever, at plejeværter bliver så glade for at have dyr igen, at de skaffer sig deres eget, når ”plejebarnet” rejser. Det er jo et lykkeligt resultat af besøget, men uheldigt for Dyrefondet, som derved mister en plejevært.
Gode og ansvarlige plejeværter har Dyrefondet nemlig altid brug for.

Alder ingen hindring
Ruth Larsen vil helst tage sig af hunde, men ordningen omfatter ikke kun hunde og katte.
Sikkerhedstjenesten gør det muligt at have dyr hele livet. Der er nemlig ingen aldersgrænse på det punkt. Tænk på nys afdøde Kirsten Hüttemeier. Læsere af Hunde-Journalen kan ikke være i tvivl om, hvor megen glæde hun og hendes Kongepudel havde af hinanden, skønt hun var næsten 80, da de flyttede sammen.

Man behøver altså ikke at betænke sig på at holde familiedyr, selv om ens fødselsdagskage begynder at ligne et fakkeltog. Er man fysisk i stand til at passe dyret, og tillader ens boligforhold dyrehold (mon husejere egentlig er klare over, hvor megen sorg de forvolder med deres restriktioner på det punkt?), er der ikke noget at betænke sig på. For ligesom Falck (som Dyrefondet samarbejder med) er Sikkerhedstjenesten der altid.