Skilsmissehunden - et ofte overset problem...

Når begge parter elsker hunden, nytter det ikke, at loven anser den for et stykke indbo.

Af Hanne Goldschmidt

Advokat Vivian Jørgensen er hundeelsker efter over 15 års lykkeligt samliv med en Gravhund. Des­uden ved hun fra sit arbejde en del om skilsmisser og de familieretslige og menneskelige problemer, der opstår i skilsmissers kølvand.
Det, vi andre hører mest om, er stridigheder om økonomi og forældremyndighed, og det kan være oprivende nok. Men indgår der en hund i boet, kan vanskelighederne blive helt specielle.

En mangel i hundeloven
”Sagen er,” siger Vivian Jørgen­sen, ”at domstolene behandler en hund som en effekt, et stykke løs­øre, som er en del af boet. Men en hund er et levende væsen og passer jo ligesom ikke ind i reglerne for effekter. Den kan ikke deles som et spisestel, og især er der en masse følelser involverede omkring den, ofte endda meget stærke følelser.

Hunden er tæt på at være ligesom børnene, et familiemedlem. Ofte er den mest knyttet til den ene ægtefælle, og i de fleste tilfælde ordnes sagen i mindelighed. Det ender med, at parterne finder ud af noget, og den ene part bøjer sig.
Men sommetider går sagen op i en spids, og hunden bliver delehund. Det er sjældent nogen god løsning, set fra hundens side.

Det ville være rart med nogle regler. Når man har en hundelov, kunne man også godt have nogle særregler for hunde i denne her slags forhold.
Det er, som om hunde har en særstilling frem for andre familiedyr, selv katte. Dem er der sjældent problemer med. Folk har nok svært ved at forestille sig, at en kat kan have glæde af samvær to steder. Det klarer hunden bedre, tror man.”

Hunderegistret afgjorde landsrettens afgørelse
Vivian Jørgensen fortæller om en særlig vanskelig sag, hvor der måtte en landsretsafgørelse til, før en skilsmissehunds skæbne blev afgjort:
’’Begge parter elskede hunden og havde været fælles om den, som man jo også er det om børn. De bestemte så, at hunden skulle være på skift en uge hos hver af dem.

Men det viste sig hurtigt, at manden ikke kunne tage sig nok af den, fordi han arbejdede hårdt og var meget væk hjemmefra. Så når hunden kom tilbage til konen, var den helt kulret, og hun syntes, den blev forsømt. Men manden ville ikke bøje sig og forlangte den udleveret som aftalt. Derfor måtte sagen først i Fogedretten og derfra videre til Østre Landsret.

I reglen er det svært at se, hvem der har mest ret til en hund, for måske har parterne købt den i fællesskab og begge to gået tur med den og betalt dens mad - og i rettens øjne er en hund jo, som sagt, en ting. Og når det er ting, det gælder, skal der juridisk acceptable argumenter og beviser til.
Det, der gjorde, at konen vandt sagen, var ikke, som man skulle tro, hensynet til hundens bedste, men først og fremmest det faktum, at den stod registreret i Hunderegistret i hendes navn.

Sådan en sag burde advare folk om, at man skal have helt tydelige regler om og papirer på, hvem hunden tilhører, så der i påkommende tilfælde ikke er noget at
diskutere.  Den slags tænker man jo sjældent over, når man køber hund. Men det burde man bestemt gøre.’’

En opgave for politikerne
”Mange lader det flyde, måske også for at undgå den dér med: ”Det er din hund, derfor er det dig, der…”. Og jeg tror heller ikke, domstolene bryder sig om den slags sager.

Men de får dem jo alligevel, så det ville være godt at få nogle regler. Det ville gøre det nemmere for dem. Først og fremmest må vi væk fra at betragte hunden som en effekt på linie med et møbel.

Det ville også være godt for hundeejerne at vide, at de kan være fælles om hunden, men at der er regler, som er indført til hundens bedste. Det, der er vigtigt, er at se på, hvad der er bedst for hunden, ligesom man gør det med børnene. Det skulle være oplagt, men er vanskeligt, så længe hunden betragtes som en død ting.”
Vivian Jørgensen konkluderer: ”Det må gælde om at gøre politikerne opmærksomme på problemet.

Hundens status i familien er stigende i disse år, og hundeloven skal vel før eller senere revideres. Så kunne man passende benytte lejligheden til at indføre en regel om, at det i tilfælde af bodeling først og fremmest er hundens tarv, der skal tilgodeses, og dermed
anerkende den som et levende væ­sen.”
Hermed er ideen givet videre til de folkevalgte. Mange af dem er jo selv hundeejere og ved, at en hund aldrig nogensinde kan blive en ting. Det ville nok blive et af de lov­forslag, der fik meget bredt politisk flertal!