| Dyrefondet Stop dyremishandlingen i form af de lange og forfærdelige transporter af dyr til slagterier i Europa! Artikel fra ”Hunde-Journalen • Katte-Journalen" nr. 2, 2002TV-udsendelser har sat fokus på den grove mishandling af dyr under de lange transporter. Dyrefondet har i mange år påtalt, at transporter bør begrænses til maks. 8 timer (500 km) og ske under en skærpet kontrol - og har nu rejst kravet igen. Hjælp dyrene: Gør opmærksom på kravet ved at anvende Dyrefondets plakat og mærkat.
Den 23. januar 2002 bragte DR 1, i Jens Olaf Jersilds udsendelse "Rapporten", beretningen om endnu en grufuld transport af levende dyr. I direkte optagelser kunne vi konstatere, hvordan 24 heste blev mishandlet under transporten - i en uegnet transportvogn - der varede 46 timer fra eksportøren i Danmark til slagteriet i Syditalien. Og uden at opfylde de gældende regler om ophold, hvor dyrene kunne få vand, føde og hvile!
Dyrefondet har i mange år påtalt, at disse transporter af slagtedyr bør begrænses. I lederartiklen her i bladet den 1. februar 2001 skrev vi således bl.a.: For at spare 50 øre kiloet sender vi syge og udslidte dyr ud på en udyrisk (umenneskelig kan ikke bruges i denne forbindelse) lang rejse under trange og forfærdelige forhold til slagterier i Mellem- og Sydeuropa".
Nu må disse transporter stoppes!
Dyrefondet er af den opfattelse, at:
• Transport af slagtedyr ikke må vare længere end maks. 8 timer (500 km) - eller til nærmeste slagteri.
• Transport af dyr, der ikke skal anvendes til fødevarer, skal overholde gældende regler - bl.a. kravet om at give dyrene vand, føde og hvile under transporten.
• Transport skal foregå i godkendte transportvogne, der er egnet til at transportere de pågældende dyr, og af godkendte transportfirmaer.
• Transport af dyr altid skal anmeldes og godkendes - og kontrollen skal skærpes.
• Alle overtrædelser af gældende regler og konstatering af dyremishandling skal straffes hårdt - og såvel afsender af dyrene som transportører skal nægtes at kunne udføre transport i fremtiden.
Det er med tilfredshed, at Dyrefondet kan konstatere de foreløbige reaktioner på TV-udsendelsen. Fødevareministerens reaktion og udtalelser om at gå ind i sagen - og formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Christian H. Hansens, udtalelser i DR l's morgenudsendelse den 24. januar om at forbyde disse transporter - er tegn på, at vi ikke længere vil tillade mishandling af dyr under transport. Tak til DR l og Jens Olaf Jersild, fordi de satte fokus på den grove form for dyremishandling.
Dagen efter udsendelsen udsendte Dyrefondet en pressemeddelelse, der gentog vort krav om at standse de helt uacceptable transporter - og B.T. bragte den 30. januar et debatindlæg, der var underskrevet af Dyrefondets formand, Ghita Nørby. Dette bevirkede, at formanden for Folketingets Fødevareudvalg i et debatindlæg den 1. februar gav Dyrefondet medhold i betragtningerne.
Formanden, Christian H. Hansen, skrev bl.a.: "Jeg er ganske enig med Ghita Nørby, der i B.T. den 30/1 slog til lyd for, at de forfærdelige dyretransporter til Sydeuropa skal standses omgående."
Som De kan læse i artiklen på side 10, er der nu for alvor sat fokus på dyrevelfærd - og på behovet for at ændre Dyreværnsloven. Dyrefondet håber, at Folketinget nu vil fremkomme med en Dyreværnslov, der i større omfang vil forbyde mishandling af dyr og i større grad vil beskrive, hvorledes dyrevelfærd kan fremmes, og dyremishandling forhindres.
Dyrefondets kampagne
Da Danmark jo skal overtage formandskabet for EU i sidste halvår af 2002, vil Dyrefondet gøre sit til, at dyrevelfærd bliver et af hovedpunkterne under formandskabet - og ikke mindst, at alle medlemslandene i EU vil vedtage forbud mod dyremishandling og herunder vedtage fælles regler for transport af slagtedyr.
Derfor har Dyrefondet iværksat en kampagne for at gøre opmærksom på behovet for at standse de grusomme transporter.
Kampagnen omfatter Dyrefondets nyeste plakat: "Stop mishandling ved dyretransporter!" - og et ark med 12 selvklæbende mærkater med samme budskab. Vi håber, at alle dyrevenner vil rekvirere flere plakater og mærkater.
Mærkaterne er beregnet til at sætte på breve - således at man over hele landet kan modtage breve med dette vigtige budskab. Kampagnematerialet kan bestilles på tlf. 39 56 30 00 eller ved at sende os en mail, klik her! Dyrefondet - Ericaparken 23 - 2820 Gentofte - E-mail: post@dyrefondet.dk Tlf.: 39 56 30 00 - Fax: 39 56 33 60 - Telefontid mandag til fredag kl. 10-15. |