Dyrefondet


Fokus på og advarsel mod profitsøgende hundehandlere


Af Jan Nielsen, direktør for Dyrefondet

Dyrefondet er vidende om, at Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn igennem mere end 2 ½ år har foretaget en storstilet undersøgelse af den ”erhvervsmæssige handel” med hunde.
 
I skrivende stund er undersøgelsens resultat endnu ikke offentliggjort. Men den vil vise, at der er en uhyggelig stor handel med hunde, der ofte er hentet i det østlige Europa eller stammer fra en for intensiv avl på hunde herhjemme.

Hundene og deres hvalpe – op til flere hundrede – opholder sig i bygninger/lokaler, der bestemt ikke er egnede hertil. Det er ofte faldefærdige, nedlagte landbrugsejendomme, hvor der ikke er varme eller mulighed for, at hundene kan komme ud i løbegårde. De lever i uhumske ”lokaler”, der ikke bliver holdt rene. Der er som regel ingen dyrlægetilsyn.

Hundene har som regel heller ingen kontakt med ejerne. Det kan endda være børn, der tilser og fodrer dem én gang i døgnet. Hundene eller hvalpene bliver ikke præget af og vænnet til at omgås mennesker. Det drejer sig om mange tusinde hunde, der som regel sælges via Internettet eller annoncer i fx Den Blå Avis.
 
Allerede i nr. 4/1998 skrev vi her i Hunde-Journalen om denne forfærdelige form for hundehandel i artiklen: ”Boykot hundehandlerne”.
 
Dyrefondet vil igen samtidig med Forsøgsdyrenes Værn rette henvendelse til Justitsministeren med opfordring til at se nærmere på forholdet med henblik på et forbud mod denne handel med hunde, der efter vor opfattelse bliver misrøgtet og udsat for dyremishandling.
 
Samtidig anbefales det kommende hundeejere at købe hvalpe direkte fra kenneler eller private opdrættere. Steder man han tillid til, og som har en ansvarlig avl (kontakt fx Dansk Kennel Klub - og rekvirér hvalpelisterne fra de enkelte specialklubber). Så har man en mulighed for at følge hvalpene, fra de bliver født, til man kan overtage dem, få en godkendt stamtavle, sikre sig at de er præget af såvel moderen som af de mennesker, der har opfostret dem - og at de har været under dyrlægekontrol.
 
I Danmark skal alle hunde over 4 måneder være registreret i Dansk Hunderegister. Husk at få registreringsattesten med - og at ændre den til eget navn, hvis man overtager en ældre hund. Få altid vaccinationsattest, evt. stamtavle og selvfølgelig en kvittering med ved overtagelse af hunden.

Dyrefondet - Ericaparken 23 - 2820 Gentofte - E-mail: post@dyrefondet.dk
Tlf.: 39 56 30 00 - Fax: 39 56 33 60 - Telefontid mandag til fredag kl. 10-15.