Hvordan får vores hunde en god alderdom? I denne artikel er der vigtige oplysninger og gode råd til alle dyreejere med senior-hunde.

 

Af Vibeke Brisson

Mens min sorte Mellempuddel Vaks tumler sig med sit legetøj, forsøger jeg at nedfælde nogle råd og tanker om det at have en gammel hund.

Vaks er heldigvis kun 5 år, men den dag kommer - og den kommer alt for tidligt - hvor ens livlige og legesyge hund bliver mindre smidig i bevægelserne, sover mere og plages måske af lidt gigt. Pelsen bliver ofte grålig, øjnene er ikke mere så klare, tænderne ikke mere så gode.

Den uafvendelige fysiologiske proces - at ældes - rammer alle levende væsener.

En hund, der altid er blevet passet og plejet godt, har fået den rigtige ernæring og ikke er blevet for tyk, har fået rigelig motion og er blevet forskånet for alvorlige sygdomme, kan have det godt højt op i sin alderdom, men naturligvis skal man som hundeejer tage hensyn til de forandringer, der opstår.

 

Motion og den rigtige kost er vigtig for et godt hundeliv. Også for den gamle hund er motion nødvendig, men nu er det bedst at erstatte de lange traveture med kortere, men hyppigere ture. Undlad at cykle med den gamle hund, men spadsér i stedet. Lad hunden selv bestemme farten, og lad den hvile, hvis den beder om det. Undgå de varmeste dagtimer. Og husk, når turen startes: Der er lige så langt hjem som ud.

Er den gamle hund blevet lidt kuldskær, kan man købe fortræffelige dækkener og frakker, eller man kan selv lave dem, hvis man er lidt fiks på fingrene.

Der findes i dag mange gode fuldfoderprodukter, både til hvalpe, til små og store racer og til ældre hunde. Snak med dyrlægen, om den gamle hunds vægt er i orden, og om hvilken kost man helst skal give hunden, så dens vitamin-, kalorie- og proteinbehov bliver afpasset.

Undgå at give hunden søde og fede spiser.

Husk, at en hunds levetid forkortes, og dens velbefindende forringes, hvis den skal slæbe rundt på overflødige kilo.

 

Denne sygdom rammer en del ældre hunhunde og kan udvikle sig til at blive livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.

Symptomerne kan fx være øget tørst, træthed, udflåd - eller måske netop ikke udflåd - fra skeden, tiltagende bugomfang og i det hele taget dårligt almenbefindende.

Vent ikke med at kontakte dyrlægen, hvis man har mistanke om, at hunden har livmoderbetændelse.

Hunden vil næsten altid blive opereret, og den angrebne livmoder fjernet - som regel også begge æggestokke.

 

En hunhund, der altid har haft regelmæssige løbetider, kan med alderen få nogle uregelmæssigheder i intervallet mellem løbetiderne.

Dette må ikke få ejeren til at tro, at hunden ikke mere kan få hvalpe, så pas på, at det ikke går galt. En førstegangsfødsel hos en aldrende hund kan meget vel blive en særdeles kompliceret sag.

 

Ældre hanhunde får undertiden besvær med blærehalskirtlen (prostata), som forstørres på grund af hormonale forandringer. Det viser sig ved, at hunden har svært ved at komme af med såvel urin som afføring, og presset kan medføre sprængning af vævet omkring endetarmen, når hunden fortvivlet forsøger at komme af med afføringen. Der kan herved også fremkomme mellemkøds-brok, som kræver en operation.

Prostatabesvær kræver behandling. Undertiden med hormonpræ­parater eller ved at kastrere hunden. Herved ændres hormonbalancen, og i løbet af en uges tid svinder hævelsen, og problemet er løst.

 

Den gamle hunds øjne bliver ofte uklare og matte og synet nedsat, uden at hunden dog generes synderligt deraf. Men undertiden kan den alderdomsbetingede uklarhed af linsen (grå stær) føre til total blindhed.

Det er ikke synd at lade en hund leve, fordi den har mistet synet. Hunde er ”næsedyr”, og selv for unge hunde med alle sanser i behold betyder lugtesansen som regel mere end synssansen.

Der må dog tages hensyn til den blinde hund. Gå de samme ture hver dag, så den er fortrolig med lugtene. Hav altid hunden i snor. Undgå støj, der kan gøre den bange. Lad dens seng, mad- og vandskål stå på de vante steder. Vis i det hele taget de samme hensyn som til et blindt menneske, og den blinde hund vil klare sig forbløffende godt.

 

Også hørelsen nedsættes med alderen. De meget høje toner som fx fra en hundefløjte opfattes ikke længere. Evt. vil en total døvhed på det ene øre bevirke, at hunden løber et par gange rundt om sig selv for at registrere, hvorfra lyden kommer, når man kalder på den.

 

Også hundetænder skal passes og have ”motion”. Man skal vænne hunden til fra hvalp, at dyrlægen uden problemer skal kunne efterse tænder og mundhule. Tandrensning for at forhindre tandsten med tandkødsbetændelse og løse tænder til følge sker gerne med hunden i narkose, eller hvis den i anden forbindelse alligevel er bedøvet.

Det er vigtigt, at hundens tænder allerede fra hvalpealderen får lov til at arbejde med foder, som kan hjælpe til at bevare tænderne.

Foderet må ikke være for findelt. Selv små hunde kan tygge og flå med deres tænder. Velegnet til at holde hundetænder rene og styrke dem er bl.a. tørfisk (lugter afskyeligt, men hundene elsker dem), runde kalveknogler, tyggeben af bøffelhud samt friske gulerødder.

Vær opmærksom på, at mange hunde ikke kan tåle kødben. Kotelet- og fjerkræben bør være bandlyst.

 

Vær opmærksom på, at den ældre hunds kløer på grund af mindre motionering måske ikke slides i samme grad som før. Lad jævnligt dyrlægen efterse og klippe kløerne, eller få det gjort hos hundefrisøren.

 

Dannelse af hård hud, specielt ved albueled og haseled, vorter og grå hår i en ellers gylden eller sort pels hører også alderen til.

Ved en årlig helbredsundersøgelse vil dyrlægen altid kigge hunden efter og således holde øje med eventuelle sygelige forandringer - og ved samme lejlighed tage stilling til, om hunden har behov for at blive vaccineret - bl.a. mod hundesyge og parvovirus diarre. Undersøgelsen kan evt. suppleres med en urinprøve, der kan indikere eventuelle begyndende sygdomme (læs nærmere herom i Hunde-Journalen nr. 1/2004).

Kontakt altid dyrlægen, hvis der er blot den ringeste mistanke om, at hunden ikke er rask.

 

Hvor gammel kan en hund blive? Det afhænger af racen og også af store individuelle variationer. Små hunde kan blive 15-17 år, større hunde ca. 12 år, mens meget store hunde sjældent bliver ældre end 8-10 år.

 

Man skal ikke få sin hund aflivet, blot fordi den er blevet gammel. Men man må ikke svigte sin firbenede ven den dag, hvor den ikke mere kan leve en hundeværdig tilværelse. Hunden må ikke have smerter. Den skal kunne spise selv. Den skal kunne bevæge sig omkring og stadig kunne glæde sig over de stille gåture med sin ejer. Den må ikke være urenlig og derfor ulykkelig, men man må tage hensyn til, at den måske skal luftes lidt oftere end tidligere.

Kan hunden ikke længere leve en værdig tilværelse, skal vi hjælpe og ikke holde liv i hunden af egoistiske årsager. Dyrets tarv skal gå forud for alt.

Tal med dyrlægen, som kan vurdere hundens tilstand, og som for­står sorgen over at skulle sige farvel til en hund, som trofast, betingelsesløst og med aldrig svigtende kærlighed har været ved ens side i hele sit alt for korte hundeliv.

Det er betingelserne, når man har en hund, men får den lov til at leve et godt hundeliv og ældes med værdighed, må man ikke svigte i den afgørende stund.

Dyrlægens indsprøjtning får hunden til at sove stille ind på få sekunder, uden smerter og uden angst.

Om man kan klare at være til stede, når hunden sover ind, er en sag, som hver enkelt hundeejer må gøre op med sig selv.

I sorgen over at have mistet en elsket hund, må man prøve at finde trøst i, at man kontaktede dyrlægen på det for hunden rigtige tidspunkt. Man skal også tænke på alle de gode, sjove og hyggelige år, man har haft sammen med den firbenede ven.

De minder vil ikke forsvinde, selv om man en dag igen får en hund i huset. Hunde, også inden for samme race, er forskellige med hver sin egen personlighed, og - tro mig - man holder lige meget af dem alle sammen.